Untamed Vocals er et lille, internationalt vokalensemble fra København, med en særlig levende lyd og et organisk udtryk. Vores repertoire er en blanding af nyere rytmisk musik og sange med dybe rødder.
Gruppen bevæger sig mellem en moderne og snorlige sound, som man kender det fra grupper som Pentatonix, til det mere fyldige og vilde gennem musik fra andre egne, og musik, som vi komponerer på stedet i samspil med publikum.
Vi beskæftiger os bl.a. med genren Joik, som er en samisk musiktradition med en forbindelse til jorden og stammefolket. Det bliver blandet med elementer af Circle Song og Vocal Painting, som er en moderne form for improvisation, hvor koret skaber sange live i momentet.
Vi gør os også i popgenren, og synger sange fra kunstnere som Coldplay, Björk, Imogene Heap, David Bowie, Billie Eilish m.fl.